Hvem er vi ?

 

Lundens Vin Kompagni begyndte at importere vine i 80´erne fra forskellige områder i Europa. Som så mange andre kom inspirationen på ferierejser, og kunderne var typisk venner og bekendte.

Som årene gik blev kundekredsen udvidet, og med et et årligt salg på ca. 40.000 flasker er indsatsen ikke længere helt på hobby-niveau - så er det ihvertfald en meget tidskrævende hobby - men også en rigtig dejlig hobby, som vi brænder for.

Det er først de senere år indsatsen er blevet mere målrettet. I stedet for at have lidt fra mange områder, er varesortimentet lagt om til at fire specifikke vinområder: Vine fra Californien, Oregon. New Zealand og Barolo-området.

I takt med at flere og flere får øjnene op for, at californisk vine er lette at gå til og man får meget for pengene, er lysten til at dykke ned i det californiske vin-skattekammer blevet større og større og udvælgelsen af vine mere og mere struktureret, og det har helt naturligvis givet os en afstikker nordpå til Oregon, hvor de også laver dejlige Pinot Noir-vine.
 
Pinot Noir har altid været vor favoritdrue, og selvom det ikke er nogen let drue at dyrke, har mange vinproducenter mod på at fremstille vin af denne prægtige drue. Vine på Pinot Noir varierer smagsmæssigt fra vinbonde til vinbonde og fra land til land, hvilket også har ført os til New Zealand, hvor vi også er meget begejstrede for deres Sauvignon Blanc-vine.
 
Hvis man skal tale om, at vi har en hjemmebane, er det afgjort Barolo-området, som vi besøgte første gang i 1984. Siden er det blevet til flere årlige besøg, og det er også baggrunden for, at vi kan præsentere en række vingårde, hvoraf de fleste er ukendte for en bredere kreds, men ikke desto mindre er der tale om vine af meget høj klasse til meget moderate priser.

Samtlige vine vi importerer er dog resultatet af en længere søgeproces, og vi har personlige relationer til alle de vingårde, som vi importerer fra.
 
Det er vort målsætning, at vore kunder skal præsenteres for det bedste vi har smagt. Om vi har ret kan kun smagning af vinene i vort sortiment bekræfte eller det modsatte, men på trods af smag og behag er forskellig, er vi sikker på alle kan finde adskillige vine i vort sortiment, som man vil nyde med stor fornøjelse.
  
Lundens Vin Kompagni er iøvrigt et decideret familieforetagende, hvor primært Jakob og Ole Jensen står bag aktiviteterne, men i takt med en stigende omsætning og aktivitetsniveau er hele familien fra tid til anden involveret.
 
Omostningsniveauet er lavt, da vi ikke har nogen lønninger, store markedsføringsomkostninger eller lokaleudgifter udover vort lager, og alt dette skal gerne afspejle sig i, at vore vine er "value for money".
 
God fornøjelse og velkommen.